Nogen kalder min branche for en plastik-verden.. Og på mange måder er det. Jeg må indrømme, at jeg nyder at fordybe mig i emner, som gør folk glade i hverdagen, selvom jeg godt ved, at mit fag ikke er ét, der er akut brug for. I det små gør kosmetiske behandlinger en forskel for mange, og der er langt mere i det end ekstraordinær forskønnelse og luksuriøs forkælelse. Jeg oplever ofte mænd og kvinder med tunge hudproblemer, som nedsætter livskvaliteten. Og de mennesker er ikke bare forfængelige. Jeg ser folk, der evigt gemmer en rød hals bag et tørklæde, andre der ser bekymrede og mutte ud uden at være det.. Og så er der dem, der mange gange dagligt må dække uren hud, pigment eller andet med make up. De problemer kan vi trylle væk med behandlinger. Det føles i hvert fald, som om der bliver tryllet.. Og den følelse er helt fantastisk. Når man ser mennesker blive glade, for deres resultater, får man blod på tanden for at kunne udbyde endnu flere forskellige behandlinger. Og det er det, der driver mig hver dag i denne branche.

Jeg har startet Klinik Rude i 2013. En kosmetisk hudlæge-klinik med hudlæger, sygeplejersker og kosmetologer.. Jeg er derfor iværksætter i et kvinde-univers, der handler om skønhed, velvære og luksus.. Men min egen hverdag som chef, konceptudvikler og marketingsansvarlig foregår mere i en mandsdomineret verden; i forhandlinger, investeringer og til forretningsmøder.